Kunst & Kultur-tillæg  4. december 2001

Skidtet vil med




Poul Anker Bech i atelieret i Tollestrup. Foran endnu et billede med den uvirkelige virkelighed.

 

Tekst og foto: POUL BLAK

Selvom kunstneren Poul Anker Bech bogstaveligt sælger sine billeder lige så hurtigt, han kan lave dem, vil han ikke sætte prisen op. Og selvom den snart 60-åriges billeder for mange har kult-status, er han selv til stadighed i tvivl om deres kunstneriske værdi. Vi har aflagt besøg i atelieret.

 
Poul Anker Bech arbejder med himlen.
Det er skyerne, der ikke vil det, han vil.
De fleste af skyformationerne på det store lærred, der ellers i går ved solnedgangstide syntes at stå klar, males her til formiddag over.
Og det nydannede skydække flyttes og æltes og koloreres nu, mens Poul Anker Bech sætter ord på alt det, der driller.
Som maler skulle man jo gerne være herre over maleriet.
Medmindre der da er tale om en af de magiske situationer, hvor maleriet tager over og selv vil bestemme. Ofte til kunstnernes euforiske glæde.
Men for det meste er det hårdt arbejde.
Også sådan, da vi fik lov at være med i Poul Anker Bechs atelier i Tollestrup nær Vrå i Vendsyssel. For at se, for at spørge og for at lytte.
Historien om Poul Anker Bech, der fylder 60 i det kommende forår, er historien om bondesønnen fra Tårs her i Vendsyssel, der malede løs siden de unge år, men som det boglige også trak betydeligt i.
Det sidste i et sådant omfang, at han i 1973 blev cand. mag. i historie og kunsthistorie ved Aarhus Universitet. Derefter fik han job som gymnasielærer, hvilket han var frem til 1988.
Hele tiden dog malende og udstillende ved siden af. Men fra 1988 skulle det bære eller briste med maleriet. Det mere end bar!
Rækken af hædersbevisninger synes at være endeløs. Og hvad angår publikumsinteressen har den efterhånden antaget en form, så den ind imellem mere ligner tilbedelse end interesse.

Poul Anker Bech i atelieret i Tollestrup.

Købt ubeset

Det kunne iagttages, da Vendsyssel Kunstmuseum og Kunstbygningen Vrå i sommeren 2000 viste en retrospektiv udstilling, der senere flyttede til Vejle Kunstmuseum. Og måske nok så kontant da Galleri C i Århus for et par måneder siden slog dørene op for en salgsudstilling med 25 Poul Anker Bech-lærreder.
Selvom priserne var op til små 50.000 kr., blev der udsolgt på få timer. Og galleriets indehaver kunne berette, hvordan folk fra hele landet havde ringet og på det nærmeste var villige til at købe Anker Bech-malerier ubesete.
Jamen hvad er det da, han kan, denne meget anderledes kunstner, der sælges som varmt brød fra Paris over Köln til den jyske hovedstad? Og som undervejs har modtaget stipendium fra Statens Kunstfond.
På det personlige plan er han en atypisk kunstner ved at være på det nærmeste selvudslettende og ydmyg - og til stadighed i stor tvivl om sit eget værd.
Her er ingen slet skjult grandiositet eller strittende narcissisme, der skal køres af.
Men hvad med hans kunstneriske udtryk? Hvad er det, der tryllebinder hans publikum, så det ikke er sjældent at se personer stå dvælende med glade øjne og tabt underkæbe foran et Poul Anker Bech-maleri?
 

Flystyrt

Lige nu og her i atelieret har han gang i en række større lærreder. De fem er allerede købt af Københavns Byret til levering 1. februar, og to skal med på Corner-udstillingen på Charlottenborg i København fra 29. december.
Hvis det ellers må være tilladt at låne et ord fra teaterverdenen, så kan billederne beskrives som absurd naturalisme. For de fleste af lærrederne - men ikke længere alle - rummer begge verdener.
Hans mest brugte motivkreds er naturen. Somme tider befolket somme tider ikke. Og som årene er gået, er hans maleriske værktøjer til at nå dybt i det naturalistiske udtryk blevet mere og mere markante.
Men derudover er der som regel et element af noget absolut illusionsnedbrydende på billedfladen. Enten i form af fremmedlegemer, som f.eks. dyr eller møbler sat ind i surrealistiske sammenhænge. Eller i form af "noget", som man ikke kan se, hvad skal forestille. Af den gode grund, at det faktisk ikke forestiller noget bestemt.
Over staffeliet og den himmel-kæmpende kunstner her i atelieret hænger noget, der på lidt afstand giver mindelser om mægtige tyrehorn. Men i virkeligheden er der tale om noget, der i langt højere grad hører til i himlen.
I flere år var mange af Poul Anker Bechs billeder præget af den nye synsvinkel, der kom til, da han i 1979 erhvervede et flycertifikat. Han flyver stadig. Men ikke så ofte. Og kun i godt vejr. "Tyrehornene" er i virkeligheden den sammenkrøllede propel efter et flystyrt.
»Jeg havde to passagerer med. Og vi skulle efter en kraftig tordenbyge lande ved Roskilde. Under indflyvningen havde jeg for lidt fart på, og så styrtede vi pludselig på næsen det sidste stykke. Flyet blev smadret. Men vi slap alle tre mirakuløst uden en skramme.«
 

Sparsommelighed

Lige nu skal Poul Anker Bech have ro til »at iscenesætte det her rum«, som han selv kalder arbejdet inden for blændrammens afgrænsninger.
Nok er det fed oliemaling i tube, der arbejdes med. Men det er kendetegnende for Poul Ankers Bechs lærreder, at han er endog særdeles påholdende - ikke med kulørerne, men med malingens mængde. Der tyndes med andre ord kraftigt op på bordets glasplade, før oliemalingen bliver sluppet løs på billedet.
»I dag er det vel nærmest en del af metoden. Men fra starten tror jeg udelukkende, det var udtryk for, at man jo skulle spare.«
Når et lærred begynder at drille, bliver det pillet af staffeliet og byttet om med et af de andre.
Snart færdige (formentlig) og kun netop påbegyndte på skift.
»Hvis problemerne går mig på i et billede, stilles det væk - måske i ugevis. Og indimellem i årevis. Men også fordi problemstedet på lærredet efterhånden bliver så vådt, at det ikke er til at arbejde med.«
Angsten for at kaste sig ud i et nyt billede - forskrækkelsen over at stå foran det hvide lærred - eksisterer ikke her i atelieret. Dels har Poul Anker Bech skufferne fulde af akvarel-skitser, dels er et lærred her på matriklen aldrig hvidt længere, end til der opstår behov for at gøre en pensel ren.
Sagt på en anden måde, så tørres ingen pensel af i en klud her, men vrides tør i vilde streger og kruseduller på jomfrueligt lærred.
»Dagen efter er det altid sjovt at se, om der dukker nogle spændende figurer eller energier op, når man lader øjnene gå på opdagelse i anarkiet. Men selvom udgangspunktet måske har været hovedløs vildskab, kan det alligevel godt være, at det ender med en stilfærdig parcelhusgrund med flagstang.«
 

En indre kontorist

Fra atelierets CD-afspiller lyder sagte musik. På bordet ligger skiver og venter med Weyse, Ravel, Tchaikovsky, Wagner og Schumann.
»Det er bare en stemningskulisse. På det bevidste plan hører jeg det ikke.«
Vi slukker for musikken, sætter os og lister ind i samtalen.
 
Det synes, som om der har været mange gode og spændende himler undervejs på det aktuelle lærred. Bærer du en pedant med dig ind i arbejdet?

»Ja, det tror jeg i høj grad. Og jeg mener måske også, at mine billeder bærer præg af det. Det er kontrolleret på en eller anden måde. Jeg har også været kontorist engang. Det skulle ikke undre mig, hvis han aldrig har givet helt slip. Jeg har det i alt fald stadig sådan, at et arbejde skal have et godkendelsens flueben fra mig, før det kan gå videre ud i verden. Men at acceptere pedanten i sig er jo ikke det samme som at være særlig stolt af ham.«

Hvor kommer de overraskende Anker-Bech'ske indfald i dine billeder fra?

»Ja, det er jo ikke fordi, jeg har set sådan noget. Egentlig er det noget, jeg finder på, fordi jeg meget gerne vil ramme en stemning. Jeg vil gerne træffe et eller andet underligt punkt, der opstår i vort mentale balance, når vi skal forholde os til virkeligheden.«
»Jeg vil gerne plante en lille usikkerhed hos beskueren. Sikre mig at man ikke kan finde en løsning. Og det gør jeg ved at manipulere.«
»På samme måde som når vi står ude i den rigtige virkelighed og lige pludselig er sådan lidt måbende over for selv banale ting. Og derfor siger: Det var da underligt! Man undres i korte glimt over verdens sælsomme indretning. Og det er de der korte glimt, jeg gerne vil fastholde på billederne. Det er derfor, jeg er nødt til på den ene side at røre ved den kollektive erindring og på den anden side at rive historierne i stykker, så tingene ikke hænger sammen.«


 

Dybt mindreværd

Under arbejdet er du uafladeligt i tvivl, og når det gælder dig selv, forsøger du tilbagevendende at bagatellisere dit eget værd. Har du haft al den tvivl med dig hele vejen, eller er den kommet i takt med anerkendelsen?

»Det er noget dybereliggende hos mig. Vel i virkeligheden et dybt mindreværd, som også har at gøre med min opvækst og min situation. Egentlig har jeg altid været heldig og er blevet båret på hænder og fødder både uddannelsesmæssigt og økonomisk - og i de senere år tillige gennem mit maleri. Så jeg burde ikke have noget som helst at klage over.«
»Men det har altid naget mig, at det nok alligevel ikke var godt nok. Og den der underlige negative selvkritik, det er altså en del af min arvemasse. Men det er jo også en del af Vendsyssel og de kulturelle træk, der er herskende heroppe.«
»Og så er der selvfølgelig også det, at der er så utrolig megen verbalt krukkeri omkring kunst. Der kommer let en kvalme ind over al dette højstemte ordgyderi om kunstens storhed. Kunstneres betydning for almindelige mennesker, og jeg ved ikke hvad. Jeg tror også, jeg er bange for at komme for dybt ind i den verden. Og slår derfor bak og siger "hold nu kæft" - " hold nu op"!«
»Det eneste, jeg kan stå inde for med mine malerier, det er, at det morer mig, at jeg er engageret i det, meget optaget af det, og meget glad for at bruge mit liv på det. Men når nogen kommer og vil lægge mere i det end det, og f.eks. kalder mig "berømt", så har jeg tendens til at blive bange og trække mig.«
 

Et spørgsmål om pris

I størstedelen af kunstverdenen er det graden af efterspørgsel, der sætter prisen. Hvorfor forlanger du ikke noget mere for dine billeder, når de med de eksisterende priser bliver revet bort?

»Ja, det er måske gået lidt hurtigt her i den sidste tid. Men jeg har nu aldrig været særlig optaget af, at maleriet skal være en pengemaskine. Jeg har følt, at hvis jeg kunne sælge mine malerier, så jeg kunne leve af det, så var det vel godt nok.«
»Men jeg har formentlig også været lidt bange for at komme ud i en situation, hvor markedet vender, og interessen for mine ting kølnes. Og man så er oppe i for høj en prisklasse. Desuden kan jeg godt lide, at mine billeder ikke er dyrere, end at almindelige mennesker med lidt prioritering kan få fat i et.«
»Mit publikum har jo vist sig at være ganske almindelige mennesker, der af en eller anden grund fængsles af den verden, jeg viser frem. Og det rører mig da lidt. Derfor vil jeg også hellere sammenligne mine priser med, hvad en lædersofa koster, end hvad moderne nutidskunst koster på auktioner.«
»I øvrigt skal det vel med her, at der da er kunstnere, der har den opfattelse, at hvis billeder bliver for salgbare, så er der - alene af den grund - ikke tale om kunst, men snarere om en leflen for folks smag. Så der er jo også tidsler med i buketten.«
»Og så meget vil jeg da også komme den kritik i møde, at det selvfølgelig ikke kan være penge eller efterspørgslen, der er afgørende for, om noget er godt eller dårligt.«
 
Men uden din tilladelse eller billigelse er dine billeder altså ved at opnå kult-status i bevidstheden hos et meget stort publikum?

»Jamen et stykke ad vejen er det da fantastisk, glædeligt og varmende. Når man udstiller sine billeder, prostituerer man sig jo. Jeg tager mit sjæleliv og viser det frem. Og i virkeligheden er det jo langt mere ublufærdigt end nok så mange piger, der smider tøjet i bladene. Jeg mener, det er jo da bare deres krop. Jeg viser min sjæl og siger: Værsågo', nu skal I bare se, hvilken dejlig sjæl jeg har!«
»Så når man gør det og derefter får bekræftet, at nogen kan bruge ens åndelige indvolde, så er det jo da i det mindste en bekræftelse af, at man fungerer i en social fornuftig sammenhæng. Så i glimt får glæden da lov at trænge ind til tvivlen.«
 

De pudsige ting

På nogle af dine senere arbejder har de mystiske elementer forladt billedfladen. Er de i det hele taget på vej ud, tror du?
 
»Jeg hører fra tid til anden, at det er sådan en slags varemærke for mine billeder. Og det bryder jeg mig ikke om. For det er med til at kommercialisere hele historien. Hvis der skal bestemte ting til for at det er "rigtigt", så duer det jo grundlæggende slet ikke.«
»Det ville også let blive en spændetrøje. Jeg tror ,de fleste kunstnere kender til det der med, at der kan opstå et pres mellem det, man selv i øjeblikket har lyst til at lave, og så det, publikum forventer. Og jeg ved da også i dag lige præcist, hvad jeg skulle male og hvordan for at tjene mange penge. Men jeg skal jo have mig selv med.«

Tør du gætte på, hvor dit motivvalg er på vej hen?

»Jeg ved, hvor jeg gerne vil hen. Egentlig ville jeg gerne have alle mine billeder renset for det små-pudsige, det kuriøse, det løjerlige og det rørende. Som f.eks. høns, køer, papkasser og køleskabe. Det måtte gerne helt forsvinde fra mine billeder.«
»Og jeg har også flere gange forsøgt at gøre det. Men af en eller anden grund, så hopper det ind i billedet igen.«
»Mit problem er, at jeg drages af at lave billeder med en mægtig tomhed. Og når jeg så har gjort det, så drages jeg lige så stærkt af at digte folk og ting og sager ind i billedet.«
»Det er som om skidtet vil med.«

Poul Blak


http://www.poulblak.dk