Anders Lund Madsen

 

 

Denne artikel blev bragt i Jyllands-Posten d. 11.10.2009. Gengivet med tilladelse fra Anders Lund Madsen
 

Grønne drømme på en strand

UDBLIK: Maler: Bech er død. Nu finder han aldrig ud af, at jeg var hans hemmelige, usynlige ven.
 

Jeg mødte aldrig nogen sinde Bech. Jeg anede ikke engang, hvorledes han så ud, før jeg så fotografiet af ham i avisen i forgårs.

Og da var det lidt sent, for det var der kun, fordi han ikke var her længere. Han så rar ud. Venlig med briller og hvidt hår og et smil, der ligesom tøvede ved randen af ansigtet - som en vandhund, lige før den springer i. Poul Anker Bech døde i torsdags, og han var 61 år gammel og malede meget fine malerier. Og jeg var hans hemmelige, usynlige ven, og han vidste det ikke, for således er det jo med hemmelige, usynlige venner. De er der, men de er der ikke rigtig i virkeligheden.

Jeg så Bechs malerier første gang en dag i april for fire år siden. Det var egentlig ikke meningen, men jeg var tetørstig efter en tur i skoven, og Nivågårds Malerisamling var åben, og der hang de i lange baner. Og jeg er nødt til at understrege, at jeg ikke kender til kunst som sådan, så jeg skøjter på tynd is nu, for jeg blev nærmest bange for de malerier på Nivågård den dag. Det var som at se ind i mig selv, og det er en af de tre mest mærkelige oplevelser, jeg har haft i hele mit liv. Hver gang jeg stillede mig op foran et nyt billede, fik jeg en sugende fornemmelse i maven, som om nogen havde afsløret, hvordan jeg i virkeligheden så ud indeni.

Og det er jo heller ikke sandt. For jeg ser ikke ud som Bechs malerier indeni. Jeg ville ønske, jeg så sådan ud, og i nogle få, nærmest guddommelige øjeblikke af intens glæde har jeg sandsynligvis lignet noget fra et af Bechs malerier indeni. Men fornemmelsen var der. Bech havde malet mine drømme, som jeg for længst havde glemt eller måske endda aldrig husket, og netop derfor blev Bech min ven. Jeg tror, maleriet hed "Grønne drømme på en strand", og det er så langt fra hans mest spektakulære maleri.

Det viser vandkanten på en overskyet efterårsstrand med mørke klinter i baggrunden og en stor, grøn skærm i forgrunden - og i ly af skærmen en sort plasticspand og en hvid plasticdunk. Og det lyder fuldkommen idiotisk på skrift, men jeg lover Dem: Der er noget sælsomt ved den plasticdunk.

Det er, som om den skutter sig bag skærmen, og jeg kan ikke forklare det nærmere, end at jeg er sikker på, at den er bange for noget. Bekymret mindst, men nok også bange. Ængstelig er muligvis det bedste ord.

Og jeg erkender hermed, at jeg fik ondt af den hvide plasticdunk bag den grønne skærm, fordi jeg jo godt vidste, at havet lå der på den anden side af skærmen, og der er ingen grund til at være ængstelig for havet, men hvorledes overbeviser man sig selv om det, hvis man er en plasticdunk? Det er, så jeg ryster. Og jeg garanterer Dem: Jeg aner ikke, hvad pokker Bech mener med det maleri. To år tidligere malede han et billede ved navn "Det forjættede land", som forestiller en slank sortbroget malkeko, der står i en masse skrammel med røven til, fordi den betragter en væltet horisont og noget grønt land, der tydeligvis ligger langt væk og langt under den. Ved siden af koen står der noget, som ligner en frostboks.

Det giver ingen mening. Men det giver fornemmelser.

Sidst jeg havde den fornemmelse ude i virkeligheden, var for tre år siden i Halvrimmen, som er en lillebitte by ved Brovst i Nordjylland, og der lå en sexbutik. Og så lå der ikke andet. Og det er så heller ikke sandt, for så sent som i maj måned så jeg en ca. 10-årig pige i skoleuniform trippe gennem ruinerne i den sønderskudte Gaza By, og da fik jeg samme fornemmelse. Som en ængstelig hvid plasticdunk bag en grøn skærm.

Fornemmelsen af at være hoppet af sporet, faldet af læsset og ude af synk. Sådan er det nok at være udenfor.

Man vil så nødig være den eneste. Og den dag i april 2005 blev jeg omsider sikker på, at jeg ikke var den eneste. Ikke fordi jeg tror, Bech var udenfor, for det aner jeg ingenting om. Men han var dæleme en mester til at male den fornemmelse.

Og jeg var Bechs hemmelige, usynlige ven, og jeg skrev mails til ham, som jeg naturligvis ikke sendte, men de var gode og velformulerede, og i de mails blev vi rigtige venner, og jeg sad ved siden af Bech i en af hans liggestole med striber, og vi drak longdrinks af høje glas med isterninger i, mens vi så på solnedgangen og diskuterede, hvad grønthøsteren mon foretog sig oppe i pæretræet.

Den er nok nervøs, ville Bech sige og nippe til sin longdrink uden at se op, fordi han ikke ville gøre det værre, og jeg ville fnise ned i min longdrink, så det spruttede, fordi det er absurd, at grønthøstere kan blive nervøse oppe i pæretræer. Bech ville stille sit glas fra sig i den frie luft, men det ville selvsagt ikke falde, for vi var inde i et af hans malerier nu, og her falder intet, som Bech stiller fra sig, og han ville betragte det svævende glas og spørge mig, om ikke jeg havde lyst til at flyve en tur? FOR DET KUNNE han også. Han havde certifikat til propelfly, og i vort hemmelige, usynlige venskab var jeg oppe at flyve med ham adskillige gange. Altid den samme tur, tilsyneladende, men aldrig de samme oplevelser.

Og den eneste regel var, at man ikke måtte sige alt for meget, når man hang deroppe.

Man pegede mest. Og hvis det var virkelig nødvendigt, så sagde man »næh!«, og Bech holdt meget af at flyve på siden, så horisonten stod op, og engang fik jeg lov at lave en rulning ved at hive i rattet og blive ved, selv om verden væltede for øjnene af os, og da lo Bech , så tårerne trillede, og da vi landede igen, var vi helt forpustede af forundring og glubende sultne efter sildemadder og iskold mælk.

Jeg så ham aldrig i virkeligheden, og nu er det lige meget med den virkelighed, for Bech er død, og min usynlige, hemmelige ven er endegyldigt flyttet ind i fantasien. Og jeg kan godt læse mellem linjerne i de mange nekrologer, og Poul Anker Bech var vist ikke den fineste af vore billedkunstnere.

Lidt for populær ovre i Jylland, lidt for folkelig og lidt for munter. Men jeg er ligeglad, for jeg elskede ham på min egen underlige måde. Og mennesker, der kan male en ængstelig hvid plasticdunk, så man får ondt af den, har under alle omstændigheder min dybeste respekt. Når jeg en dag bliver vanvittig, og de kommer og henter mig og giver mig skjorten med de meget lange ærmer på og kører mig bort til sanatoriet, vil jeg flytte ind hos Bech i et af hans malerier. Jeg tror, det skal være det fra stranden med den grønne skærm, og så vil jeg tilbringe dagene med at sidde inde på stranden lidt væk fra plasticdunken, således at jeg kan vinde dens tillid med tålmodighed.

Og indtil da, Bech, må du bare flyve i fred.

Jeg savner allerede de malerier, du ikke fik malet, men det er i orden. Frostboksen og jeg skal nok klare os, for vi har hinanden.