Poul Anker Bech

 

 


Herunder er samlet en række tekster forfattet af Poul Anker Bech:

Realistiske blikke

Katalogtekst fra Kunstbygningen i Vrå 2004

 

"-vesten for månen"

Katalogtekst til udstilling hos
 
GALERIE SUSANNE HØJRIIS, 2001


 

Katalogtekst fra seperatudstilling hos

"Galerie Art SoTo" 1998


 

Østen for solen

Artikkel fra ”Barn af Vendsyssel”, 1995
 


 

Katalogtekst fra Kunstbygningen i Vrå 2004

Realistiske blikke

Vrå, 2004

          Billederne handler om sommer og vinter i Danmark -men mest om fremmedgørelse og drømme. Vores fantasi og forestillingsevne er så mægtig, at vi egentlig sjældent er "tilstede". Altid er vi i gang med et eller andet, som mentalt fjerner os fra det sted, vi opholder os. På den måde glemmer vi tiden, og når vi nu og da "vender tilbage" til virkeligheden, kan det virke næsten chokerende. Det kan fremprovokere spørgsmålene "hvorfor er vi egentlig her? - hvordan er jeg kommet her? - og hvad skal jeg egentlig her?"
 

TELESNAK I EN KORNMARK. 2004. 200 X 148 cm.

TELESNAK I EN KORNMARK.
2004. 200 X 148 cm. Olie på lærred


Officeren er frosset fast i drømmene om en svunden tid, og et par etniske koner er faldet i snak med hinanden eller med et fjernt hjemland. I begge billeder er personerne tilsyneladende plantet solidt i den danske jord -men sjælene er på rejse...

Poul Anker Bech
 

VINTERDAG MED GRØNT TABLEAU. 2004. 200 X 148 cm.

VINTERDAG MED GRØNT TABLEAU.
2004. 200 X 148 cm. Olie på lærred


 

"-vesten for månen"

Poul Anker Bechs katalogtekst til udstillingen hos
 
GALERIE SUSANNE HØJRIIS, 2001


          Østen for solen og vesten for månen - er - ifølge et norsk eventyr - et sted meget, meget langt ude. Langt hinsides, hvor den sidste krage er drejet af. Sådan et sted var mit barndoms land, deroppe i Nordjylland, på vestsiden af Den Jyske Ås. Mod øst lå et viltert landskab med sandjorder, bakker lyng og granskove. Fra det hjørne kom vinterkulden og isvintrene. Derovre stod månen op og rejste sig i sin kolde majestæt over det dystre land. Fantasien bar videre til Finlands skove, Ruslands stepper og det øde Sibirien. Men det var også eventyrets og den dragende mystiks verdenshjørne. Længere ude lå jo Orienten med hele spektret fra 1001 nats eventyr til den kinesiske drages fortryllelser.

Helt anderledes mod vest. Her strakte landet sig blidt ned mod mere frodige strækninger, som fortabte sig i solnedgangens lykkedis. Når solen forlod os, strålede den angiveligt med fuld styrke over det rige og forjættede Amerika. Det hele blev nok forstærket af kold- krigstidens politiske undertoner. Men den store ramme, spændt ud mellem øst og vest eller mellem solopgang og solnedgang, stikker langt dybere i Nordboens bevidsthed. Myter og litteratur er rig på eksempler.
Når Thor i den nordiske mytologi er ude for at „jage trolde" sker det mod øst, og når han vender hjem til Asgård - ja så er det mod vest!
Det farlige ligger mod øst. Vest er det gode hjørne.
Denne polarisering har måske været drivkraften bag det sære paradoks i det nordiske sind: dispositionen for både udlængsel, opbrud og aktivitet og for sentimental apati.

Denne spænding mellem lyset og mørket, dette evige „tab" af Solen, og denne dystre trussel fra øst gik mig i blodet. Og dybest set har det siden præget hele min produktion. Jeg har sjældent lavet et billede uden bevidst at se motivet forankret i verdenshjørnerne. De figurer og objekter, der har „befolket" billederne, har altid udfoldet sig i dette felt mellem naturens store determinanter. Derfor altid denne drift mod lyset eller dette vemod over ikke at kunne „følge med". Vores civilisatoriske efterladenskaber er i dette perspektiv kun svage spor, øjeblikkets små gnister under den store tidskværns møllehjul. Derfor dette anstrøg af humor, fordi vores gøren og laden, vores ritualer og påhit i den store sammenhæng uvægerligt får en komisk dimension. Men paradoksalt nok taber menneskeheden ikke humøret i skyggen af forgængelighedens lov. Vi tumler stadig rundt på denne Jord i enfoldig og munter tro på egen betydning
Mens Solen går sin gang -

Poul Anker Bech



Katalogteksten fra seperatudstillingen hos

"Galerie Art SoTo"

 Ålborg, 1998

         Malerkunst og scenografi må have noget til fælles, være en slags analoge størrelser - skulle man synes. Men ikke desto mindre har der hos billedfagets puritanere altid hersket en vis aversion mod teatrets scenografiske virkemidler.
En mærkelig ironi, for alt maleri - selv det konkrete og det minimalistiske - er jo på en eller anden måde - bevidst eller ubevidst - et »arrangement« af visuelle virkemidler og har dermed sine indlysende lighedspunkter med teaterrummet. I begge tilfælde bliver beskueren/tilskueren lokket ind i et særlig sfære af oplevelse, adskilt fra den ydre virkelighed. Et rum skabt som konstruktion, arrangement, ide eller blot som livsytring. Dog har maleriet den fordel, at det ikke er bundet af tiden. Beskueren får friheden til at falde i staver, eller til frit i fantasien at springe ind på »scenen« og uhæmmet vandre rundt i de gådefulde rum blandt maleriets egne sofitter, sætstykker og kulisser, sådan i overført betydning, forstår sig.
Det er et ringe maleri, om det ikke er i stand til at suge sin beskuer ind på den imaginære scene, så han/hun glemmer tid og sted. Menneskets fantastiske indbildningskraft er så stor, at man med få midler på en billedflade kan sende os ud på svimlende rejser langt hinsides virkeligheden.
Bortset fra det, hvad er så iøvrigt den ydre virkelighed? Vel ikke andet end en slags teater, hvor vi nu og da tildeles en beskeden rolle men for det meste fordriver tiden som måbende tilskuere.

Poul Anker Bech


 

Østen for solen

Af Poul Anker Bech.


Denne artikkel blev bragt i ”Barn af Vendsyssel”,
udgivet af Lions Clubber i Vendsyssel 1995.
ISBN 87-981199-8-2

 

          Det er tidligt forår 1945. Endnu vådt og sjappet efter en lang vinter. Der ligger stadig beskidte rester af sne hist og her, men tøvejret er slået igennem og der ligger smeltevandspytter overalt. Jeg er tre år gammel, sidder ved "østerhust" og leger med vandet i pytterne og den bløde, modellerbare jord. Nogen må have sagt eller råbt et eller andet til mig, for som jeg husker det, fik jeg da fornemmelsen af, at nu var foråret brudt igennem, og at årsagen var den varme gode sol, som den dag skinnede for fuld kraft. Jeg rettede blikket mod solen et kort øjeblik og fik dette overvældende indtryk af brændende gult lys, som på en dramatisk måde satte rammerne for min begrebsverden. Nu vidste jeg, hvad "forår" var, og jeg vidste, at solen og dens lys på en eller anden forunderlig måde var baggrunden for hele tilværelsen.


Sådan er mit første erindringsglimt. Et naturindtryk. Det var jo i befrielsesåret, men besættelsen husker jeg så godt som intet om. Mit hjem lå et par kilometer nord-øst for Taars, en lille gård, godt gemt væk i bakkerne. Krigen og besættelsen skabte ikke noget drama i vores afkrog af verden. Derimod kom den nylig overståede krig til at spille en mægtig rolle i den fantasiverden, som prægede vores leg i drengeårene. Vi var gode lyttere, når de voksne talte om verdens store begivenheder. De dengang rådende pædagogiske principper krævede, at børn holdt mund, når voksne talte. Måske et diskutabelt princip, men det havde i hvert fald den fordel, at vi lærte at lytte og opleve på en mærkelig intens måde. Som barn kunne man sidde en hel aften og suge til sig, når naboer, familiemedlemmer og andre fortalte om de store og mærkelige ting, de havde set eller blot hørt om. Og fra besættelsesårene var der jo gyselige ting at berette. Der var jernbanevogne, fyldt med døde tyskere. De stod på rangerområdet på jernbanestationerne i dagevis, mens blodet dryppede ud af vognene! Og der var selvfølgelig de uhyrlige beskrivelser af koncentrationslejrene i Tyskland. Men der var jo også ting, som lå tættere på og var mere realitetsbetonede, for det med lejrene var jo næsten ikke til at tro. F. eks. var der historien om russerne i Klosterskoven, som lå få kilometer øst for mit hjem. Nogle russere i tysk uniform var deserteret og gemte sig i skoven i det, vi kaldte "russernes hule". Efterhånden fik de kontakt med lokalbefolkningen, som gav dem mad og andre nødvendigheder. Desværre blev de forrådt og hentet af tyskerne i de sidste dage af besættelsen. Deres skæbne var temmelig vis. Ellers nærede man bestemt ikke sympati over for russere. De gyseligste historier blev fortalt om russernes hærgen på Bornholm lige efter krigen.

 

Forfatterens barndomshjem. Ca. 1950

Forfatterens barndomshjem. Ca. 1950


Men selve krigen kom tæt på, da et tysk fly i februar 1945 styrtede ned 3-400 meter øst for mit hjem. Beretningerne herom var også dramatiske. Spredte militærstøvler, med og uden afrevet benstump, tvangsudskrivning af heste og slæder for at afhente de døde flyvere i den mørke vinternat! Her var der realiteter. Mange havde souvenirs fra vraget, og jeg havde selv en pæn samling af mærkværdige flyvemaskindele, som var en vældig næring for drengeårenes fantasier om krig, luftslag og store helte. Vi havde typisk nok en poetisk, filmpræget oplevelse af de grusomme hændelser. Vi havde som børn heller ikke rigtig haft det inde på livet, og danskerne i det hele taget var jo egentlig kun tilskuere til det store drama. Det var dengang som nu. Børn leger mere eller mindre harmløst med råmaterialer fra den store verdens barske teater.


For mig er alligevel nok naturindtrykkene og de skiftende stemninger det væsentlige for de indtryk, jeg har bevaret fra denne første tid. Ikke egentlig iagttagelse og registrering, men følelser og grublerier over, hvordan tingene nu hang sammen. Jeg levede ikke isoleret men dog ofte ret alene. Der var god tid til at undre sig over tingene og livet og til at fantasere om det, som lå ud over hverdagens sansninger. Når jeg startede min beretning med oplevelsen af den første forårssol, så er det selvfølgelig, fordi det er det første jeg husker, men det hænger også sammen med den rolle, solen og lyset har spillet i min bevidsthed. Bevidsthed og bevidsthed er måske så meget sagt. Ofte har jeg jo først årtier senere fået tingene på plads og klart kunnet gøre rede for mine oplevelser.


Opdraget i et landbrugsmiljø er det klart, at man har fået naturen ind med modermælken. Sol, vind, regn og sne er uendelig vigtige faktorer for bonden. Og ikke nok med det. Der følger også noget mere med. En fatalistisk eller religiøs indstilling - alt efter holdning og temperament. Man er afhængig af disse naturkræfters tilfældige ( eller ikke tilfældige) luner. Man må i banal forstand tage livet, som det kommer. Det er derfor ikke mærkeligt, at bevidstheden om vejret og solens gang var detaljeret og fundamental. Selvfølgelig måtte man altid have en klar fornemmelse af, hvad der var øst og vest, syd og nord. Det gjaldt i det store som i det små. Retninger ud i landet var sprogligt differentierede. Det hed f.eks. "op" til Skagen, "ned" til Sæby og "ud" til Ålborg. I den lidt nærmere periferi hed det "helt", når det var mod nord og "op", når det var mod vest. I det nære miljø omkring gårdens længer hed det altid "østen-te" eller "noren-te", o.s.v. For mig var det ikke bare abstrakte sproglige betegnelser. Jeg forbandt vidt forskellige stemninger med de forskellige lokaliteter. "Østen-te", der var der ikke særlig trygt. Ganske vist kunne der være rart, når morgensolen stod på, men alt i alt var det lidt klamt. Solen ville jo forsvinde efter nogle rimer og så kunne jeg godt føle angst derovre i skyggen; bag den østre længe var der jo fri udsigt til de dystre bakker og de mørke skove!


I det hele taget fornemmede jeg dengang og jeg fornemmer stadigvæk en stor forskel på de grundstemninger, som knytter sig til verdenshjørnerne, og jeg har tit spekuleret på, om ikke disse forhold kunne have baggrund i de rammer, man var omgivet af i barndommen. Vores ejendom lå på et terræn, som skrånede svagt fra nord-øst til syd-vest. Fra Volsholts bakker og Barholts sandjorder til Dals Mølles frodigt grønne engdrag i vest. På en måde vendte jorden sig nogle få grader mere mod lyser og solen, end hvis det havde ligget helt fladt. Syd og vest blev for mig de gode retninger. Her kunne solen formidle drømmene og fantasierne om alt det spændende, som lå mod syd: Tyskland, Middelhavet og de varme lande. Og derude i vestsolen kunne man drømme om Amerika, som stadig dengang blev dyrket som det forjættede land, både næret af udvandringsmyterne og amerikanske films romantiske billeder. Øst og nord, derimod, virkede på mig som ubehagelige retninger. Derfra kom kulden om vinteren, fra Finlands skove og Ruslands uendelige stepper. Om sommeren kom varmen ganske vist også østfra, men varm østenvind er ofte forbundet med en underlig uigennemsigtig blågrå himmel, der som et tæppe lukker af for udsynet. Så foretrak jeg vestenvinden, som altid gav klare himle med azurblå gennemsigtighed. Der er ikke noget mystisk ved disse forskellige vejr-former i forhold til verdenshjørnerne. Der er tale om klart definerede meteorologiske fænomener i forbindelse med fronternes passage. Men hvordan man oplever og føler det, er jo naturligvis en individuel sag, hvilket altså ikke er det samme som den rene tilfældighed.


I hvert fald var der i mit tilfælde håndgribelige ting i barndomsmiljøet, som trak i samme retning. Vores nærmeste by var Taars. Her lå centret for dagligdagens forbindelse med civilisationen. Her var mejeriet, brugsen, smeden og bageren og et væld af småhandlende. Og der var dyrlæge, doktor, præst og jordemoder. Her levede så de nærmeste mennesker, som ernærede sig ved noget andet end jorden, folk som var organiseret i en "borgerforening". Hvad en "borger" egentlig var for en størrelse, forstod jeg ikke rigtig, men at der var tale om agtværdige folk, hvis liv var lidt misundelsesværdigt, derom herskede der ingen tvivl. Selvfølgelig var der nogle fidusmagere imellem, men det øgede sådan set spændingen og eventyret. I forhold til os fra de østre udmarker forekom Taars-folk at leve i hvert fald nogle millimeter nærmere den amerikanske drøm, som vi fik serveret i byens "biograf". Den holdt til i salen på Taars Hotel, hvor vi sad på bænkeraderne og slugte suset fra den store verden, som det blev vist på det nedrullede lærred. Ikke nok med det, selve "biografdirektøren" gik rundt med amerikansk tørklæde der, hvor andre bar slips, og så havde han en flot velplejet moustache som David Niven! Jo, civilisationens eventyr begyndte i Taars. Og Taars lå mod sydvest! Ofte, når jeg stod på de let skrånende og sandede marker for at hakke i de evige roer, så gled blikket op i retning af Taars, som lå deroppe bag bakken med vandtårnet, byens mægtige symbol mod nord. Deroppe bagved var der mennesker, liv, spektakel, oplevelser og spænding. Det mærkelige er, at også Taars ligger på et langt fald på vestsiden af en bakke. Når man kom østfra, op over Teglbakken, og fik frihjul ned gennem den lange Bredgade, så var det, som om man var kommet på solsiden i mere end en forstand. På samme måde som cyklen løb uden besvær, på samme måde syntes folk her at leve under lettere byrder end dem, som lå på os uden for byen.
Selvfølgelig er her ikke tale om noget realistisk billede af hverken Taars eller dens befolkning. Inderst inde vidste jeg også dengang, at selv byfolk kendte til armod og vanskeligheder i almindelighed. Ikke desto mindre huserede sådanne lidt lyserøde fantasier i mit hoved. Taars var en oase, når kedsomheden sneg sig ørkenagtigt over én.


Men der var en verden uden for Verona, og der var et liv uden for Taars. Mod vest lå Hjørring, Vendsyssels hovedstad. Og her nåede man kun op med rutebilen. Alene det at skulle med rutebilen var et eventyr. Mærkelige konkrete detaljer fascinerede mig meget. F.eks. den sindrige dørkonstruktion, hvor chaufføren med et håndtag både åbnede og klappede døren sammen. Også de forskudte og drejede trappetrin, som førte op til den højere sfære, man var i, når man kørte med rutebil. Pludselig sad man deroppe og så ned på mennesker og begivenheder der uden for ruden. Allerede når man kørte gennem Taars by, følte man denne distance. Herregud, det var jo alligevel kun "toes-folk", som fumlede rundt dernede, glade for lidt og tilfredse med mindre. Og her var man på vej til Hjørring! - I rutebil! Jo, Hjørring var jo en rigtig "Stad", med store, høje huse med alliker i de mange skorstene. Og et virvar af biler og cyklister i gaderne. Med ærefrygt skottede man til amtmandsboligen i Brinck Seidelinsgade og de fine villaer i Svanelundskvarteret. Men det allerfineste ved Hjørring var dog sproget. Her talte alle "rigsdansk". Det gav stemningen på kontorer og i butikker et vist kosmopolitisk anstrøg; Vendsyssels metropol var vel ikke nogen verdensstad, men det lugtede alligevel lidt af storby og overflod. Byens hoteller og restauranter strålede af luksus langt ud på gaden. Sådanne steder kom vi aldrig. En sjælden gang fik vi lov at komme på "Konditori Willy" på Springvandspladsen, men ellers var det "Forsamlingsbygningen" i Østergade, som var rammen, når der skulle spises middag eller drikkes kaffe under en hjørringtur. Jeg husker tydeligt rummene i forsamlingsbygningen, møblerne og malerierne. Og så husker jeg den pragtfulde, kolde mælk, man fik serveret som barn. Det underlige er nemlig, at landbobørn ikke var vante til rigtig sødmælk, endsige køleskabskold mælk. På landet drak vi jo den blålige, skummede mælk, også kaldet "futmælk". Det er mærkeligt, som tingene dengang var vendt på hovedet. Den sunde og fedtfattige mælk blev vraget for byens industriprodukter. Det smagte bedre, syntes jeg. Og så var det jo også fornemmere i sig selv. Et glas rigtig bymælk var noget, som en H.C. Andersen kunne have skrevet. Om ikke andet så er symbol på den lange vej fra "blaren til blækket" som en anden forfatter, Knut Becker, formulerede det, da lille Kai Gøtsche skulle på realskole.


I 1953 skulle også jeg fra det østre opland begynde på Hjørring Private Real-skole. Det var med ikke ringe bæven, at jeg blev kastet ind i denne sociale smelte-digel, som skolen egentlig udgjorde. Pludselig var man blandt børn med meget forskellig baggrund. Der var tre grupper. Først os landboere udefra. Det var mest proprietærbørn og håbefulde sønner fra de større gårde. Heroppe i Hjørring spillede hartkornet dog ikke nogen stor rolle, man var og blev bondeknolde udefra. Dernæst var der en gruppe fra byborgerskabet i Hjørring. Det gav vældig prestige at have proveniens i Hjørring. Hvis ens fader blot var ostehandler i byen, ja så nærede man en dyb respekt for en sådan forretningsmæssig herkomst. Med lidt held kunne også læge-, præste- og dyrlægebørn fra oplandets småbyer sluses ind i denne klasse.


Men over dem alle strålede glansen fra gruppen af børn fra Hirtshals. Om det nu var rigtigt eller forkert, så var der en myte om Hirtshals-folkene. Efter sigende skulle de være så forfærdelig rige deroppe. Ofte hørte vi jo, at "penge er ikke alt", me--n, de skinnede jo alligevel så sælsomt i mørket dengang, i efterkrigstidens mangelsamfund. Det blev perioden, hvor bilen blev det ydre symbol på økonomisk og social velbjergethed. Vores opmærksomhed mod dette emne var skærpet og registrerende: Hvem har nu fået bil? Hvad har de købt? Mon de har råd? o.s.v. Og det var indlysende, at jo længere vest- og sydpå man kom i min barndoms univers, jo flere biler. I Taars havde enkelte, i Hjørring havde langt flere bil.


I Hirtshals var der rigtige "dollargrin", mente vi. Jeg kan ikke huske, om vi så dem med egne øjne.
Lidt efter lidt bredte bilerne sig ud over hele landet. På min hjemegn kom den jo også sivende fra .... ja gæt engang. Bilen fulgte jo groft sagt jordens bonitet, og den fede jord lå ikke mod øst.
Derude i aftensolen lå altså Hjørring. Var Hjørring og Hirtshals forjættede, så var Ålborg fortryllende. Den lå jo mod syd i solsiden bag bakkerne. Vi havde familie i Nørresundby og var jævnligt på besøg. Med vores første bil, en Ford 30, tøffede vi derud med 50 km i timen. Når vi nåede op over Vestbjerg bakke, lå målet for mine drømme foran os. Fabriksskorstene og deres røgfaner symboliserede bylivets eventyr. Der var ikke skygge af bekymringer over byen som forureningskilde. Det hører en senere tid til. Tværtimod, jo mere røg, damp, støj og bevægelse - jo mere liv, afveksling og oplevelse. Det er underligt i dag, at man kan være romantiker med omvendt fortegn, men sådan var det ikke desto mindre for mig. Under disse besøg og ferieophold i Nørresundby kom der en speciel oplevelse til, som i høj grad forstærkede byens fortryllende eldorado. Skråt over for min mosters hus boede der dengang en velhavende mand, meget velhavende, syntes vi dengang. Egentlig var han ikke andet end en kreativ produkthandler, men dengang blev han af mine fætre og mig betragtet som en fyrste. Han byggede en imponerende villa, var en af de første, som på en eller anden måde fik fat i et af de kæmpedollargrin, som kom til landet i slutningen af 40erne. Og han tog familien med på en tur til Tyskland. Til udlandet! Det var fantastisk på den tid. I mere end én forstand grænseoverskridende. jeg kan huske, at vi fulgte dem i tankerne hele den første dag. Hvor langt mon de nu var kommer? Mon de nu var ved grænsen? Hvordan ser en "grænse" ud? Hvordan ser der ud i Tyskland? Hvor var det spændende! På lagerpladsen over for villaen var der altid overraskelser. Én gang var hele pladsen fyldt af meterhøje stabler af fiskekasser, som dannede sindrige labyrinter og rum, velegnet som ramme omkring fantasifulde røver- og soldaterlege. En anden gang var hele pladsen fyldt af cockpits og fuselager fra gamle tyske jagere, som stammede fra oprydningen på lufthavnen. Vi sprang fra det ene pilotsæde til der andet, drømte om store heltegerninger i luftrummet. Sådan skiftede oplevelserne stadig i denne gård, alt afhængig af, hvad denne produkthandler og fantast fra tid til anden var engageret i. Og dertil kom hans motorbåd med rat! I vild fart gik det over Limfjordens vande, når vi tiggede os til en tur.


Selvfølgelig er alle disse ting forstørret op i et helt uvirkeligt perspektiv, fordi det er set gennem barneøjne. Ikke desto mindre gik disse oplevelser dybt i sjælen og var med til at farve det indtryk, som dannede sig omkring begrebet "by". Og der var jo ligesom en naturlig forbindelse til den endnu større verden udenfor. I biografen i Nørresundby fik vi serveret de store anretninger af den amerikanske drøm: Cowboys, helte, flyvemaskine og dyre biler, sovset ind i dramatisk og heroisk musik. Bare det at sidde i et rigtigt "biografteater" var noget andet end lærredet på Taars Hotel. Det var, som om der gik en lige linie fra Taars over Nørresundby til den forjættede verden på den anden side af kloden.


På denne mærkelige måde levede jeg under geografiske omstændigheder, hvor retningerne mod syd og vest knyttede an til kulturelt betingede forestillinger om bylivets og civilisationens lyksaligheder. I dag må man nødvendigvis nære blandede følelser omkring en sådan opfattelse, men alligevel blev der dengang opbygget et sæt af forestillinger, som man må leve videre med på godt og ondt, psykologisk set.
På samme måde oplevede jeg også retningerne mod nord og øst som mere end blot tilfældige geografiske verdenshjørner. Mod nord lå den store mørke "Kommuneskov", som vi kaldte den, og mod øst var de voldsomme bakker ved Volsholt. Bevoksningen her var en blanding af lyng og skov. Ind imellem magre sandjorder, som kun gav sparsomt udbytte til de familier, der forsøgte at leve af jorden her. Der var et eller andet ørkenagtigt, vildt og farligt ved de egne. Længere ude lå Skagen, Frederikshavn og Sæby. En vis poesi knyttede sig til Skagen, men østkysten i det hele tager var ikke nær så velkendt og fortrolig som vestkysten, hvor de fleste "udflugtsture" gik til. Der var noget ukendt og foruroligende over Kattegatkysten. Længere ude lå jo Polen, Rusland og Finland som allerede nævnt. Det var ikke blot de vejrmæssige og klimatiske forhold, som påvirkede. Der kom også nogle politiske omstændigheder til. Der herskede som nævnt en udbredt skræk for russerne dengang. Det blev selvfølgelig voldsomt forøget under McCarthyismens år, men også før og formodentlig meget langt tilbage i historien var der en angst for de vilde horder fra øst. Revolutionen og senere stalintiden skabte dystre spøgelser. Denne angst forstod tyskerne dygtigt at udnytte i deres propaganda under besættelsen. Jeg husker, at det var en almindelig udbredt opfattelse i efterkrigstiden, at tyskerne var ingenting mod de rædsler, man kunne forvente, når eller hvis russerne kom. Selvom russerne faktisk opførte sig eksemplarisk under besættelsen af Bornholm 1945-46, så forhindrede det ikke, at der opstod sære myter om deres adfærd derovre i det østlige Danmark. F.eks. var det underligt, at russerne drak brillantine! Det uhyggelige var netop det uforståelige og mærkværdige. Jeg kan fra dengang huske en amerikansk film, som ikke stod tilbage for tyskernes propaganda. Bl.a. så man en kraftig, skaldet russisk officer, som under en fest først slugte indholdet i glasset, for derefter at bide glasset i stykker og tygge der grundigt før han sank! Egentlig kom det ikke bag på os drenge i "Taars Biograf", for sådan var russerne jo. Det vidste enhver. Uforudsigelige, lumske og farlige.


De egentlige politiske forhold havde man selvfølgelig ikke meget begreb om, men alligevel havde jeg og mine kammerater en klar fornemmelse af, at verden var delt op i to halvdele, hvor "de gode" var mod vest og "de onde" mod øst. Det var den fundamentale verdensorden, som måtte sætte sig stærke følelsesmæssige spor for børn, som voksede op i de år. Det specielle for mit vedkommende var så det, at disse omstændigheder smeltede sammen med lokale topografiske strukturer, så det hele næsten lignede en guddommelig plan for verdens indretning, hvis man altså forudsatte, at mit hjem var verdens og universets centrum. Ja, selv universet syntes med lidt god vilje at passe ind i mønstret. Stod den iskolde måne ikke i øst? Og var solen ikke stort set mest i syd og vest? Det passer jo unægtelig ikke helt, men statistisk set må barnet oftest have set solen i syd og vest, ligesom månen oftest observeredes i nordøst. Det hænger jo sammen med sovetider og andre vaner, men indtil man fik rigtig rede på denne sammenhæng, var det vel naturligt at fastslå som en kendsgerning, at månen nu engang holdt til derovre ved Volsholt - bag de mørke skove! Og når solen gik ned i et gyldent lyshav over Dals Mølle, ja var så solen ikke i sit rette element? Havde den ikke nu endelig nået sit bestemmelsessted, efter dagens lange rejse? Nu skinnede den derovre på et fjernt kontinent, som måtte rumme menneskelivets højeste lyksalighed.


Dengang havde jeg ikke nogen anelse om, at en sådan tankegang ligner temaer i sagn og folkedigtning. Jeg kendte ikke eventyret "Østen for solen og vesten for månen". Jeg havde nok hørt om sagnstoffet fra den nordiske mytologi, men jeg vidste ikke, at Thor ofte drog mod øst, når han skulle jage trolde! Og at Asgaard lå i vest!
Hele denne udlængsel og alle disse dagdrømme om at komme væk fra det stedbundne - ud til eventyret, som må befinde sig et andet sted, denne evige higen mod det fremmede og nye, ja det ligner unægtelig mest af alt en litterær kliché. Som det lidt patetiske digt af Johs. V. Jensen i "Den Lange Rejse":
 

De fjerne Lykkeriger
hvor Alting er af Guld,
mod dem en Yngling higer
når han er håbefuld..


Bjerge af nordisk litteratur handler om denne spænding mellem hjemstavn og udlængsel. Måske er vi af klimatiske årsager disponeret for en sådan psykisk tilbøjelighed. Den lange mørke vinter har i årtusinder givet næring til drømme om næste sommers bedrifter eller sentimental svælgen i en svunden sommers begivenheder. Under alle omstændigheder har det været et yndet tema i litteraturen at skildre det nordiske menneskes manglende evne til at leve i nuet, jfr. H. C. Andersens "Grantræet". Jeppe Aakjærs "Ole" var heller ikke tilfreds med at sidde på en knold og synge. Han havde "udflugtslængsler", som "i hjertet sved". Til sidst løsrev han sig fra moder, hvis øjne "bandt", fór ud over de store have, og kun fårene stod glanende tilbage!


Nu var jeg ikke just nogen fattig hyrde, langt mindre blev jeg sømand på de syv have, men mine følelser lå egentlig helt på linie med den urolige Ole. Nu er tingene jo komplicerede, for hvor Ole er udadvendt, aktiv og fremadrettet, så havde jeg også en anden side, en passiv, tilbageskuende og nostalgisk tilbøjelighed. Jeg interesserede mig meget tidligt for historie og fik her stor inspiration af min første lærer i Taars nordre Skole, A. E. Trinskjær, ligesom min fars historiske viden og interesse også smittede af. Det kulturelle klima var dengang meget præget af Grundtvigsk bragesnak og nationale heroisme. Den københavnske kulturradikalisme nåede overhovedet ikke ud i disse kroge af landet. Nej, her var Kaj Munk helten, og bagude havde vi jo folk som Niels Ebbesen, Skipper Clement og Lars Dyrskjødt m.fl. Og der var jo også Aksel Schiøtz. Hans popularitet var enorm. Og hele den nationalromantiske sangskat sivede fra radioen ind i sindene. Jeg kan huske en spejderlejr ved Skiveren, hvor vi under en spadseretur på stranden kom forbi det sted i klitten, hvor Aksel Schiøtz havde sommerhus. Pludselig så vi ham deroppe ved huset, og lederen hviskede til os, at deroppe gik selveste A.S. Der gik en næsten skælven gennem den lille gruppe. Om aftenen talte lederen om dagens store oplevelse, hvorefter han selvransagende spurgte: "Burde vi egentlig ikke være standset op for at give et leve for Danmarks store skjald?".


Der var en noget højstemt nationalfølelse i tiden. Jeg kan også huske, at der hang et billede af kong Christian den X på mit kammer. Jeg var nu mest optager af den underlige høje "krave" han havde om halsen. Men spændende var det. Også skuffende en enkelt gang. Som 5-årig kørte vi i hestevogn til Hjørring for at se Kongen, som i sit sidste leveår var på besøg i byen. Jeg husker kun en mægtig menneskemængde på Springvandspladsen. Jeg blev løftet op for ar se Kongen et sted derinde i midten. Han sad i sin åbne vogn, og jeg kunne kun lige skimte hans blå kasket. Det svarede ikke helt til mine forventninger om en mægtig konge.

 

Mit første selvbyggede hus. ca.1957

Mit første selvbyggede hus. ca.1957.


I 11-12-års alderen blev jeg voldsomt optaget af Carit Etlars historiske romaner, især "Gjøngehøvdingen" og "Dronningens Vagtmester". Jeg må have været plagsom over for mine kammerater, som partout skulle være med i lege om gjøngerne og svenskerne. I forbindelse med hele romantikken omkring disse historiske begivenheder byggede vi rigtige stenhuse af ler og kampesten, med stråtag, bindingsværk og hele det nostalgiske udstyr. I det hele taget var jeg meget fascineret af det romantiske bondehus med lerstampet gulv, ildsted og små ruder under det lavthængende stråtag. Jo, her gik drømmen lige så langt bagud, som jeg til andre tider fantaserede mig frem til et teknisk Utopia. Nostalgien blev også stærkt næret af de billeder, man dengang (og senere!) så i hjemmene hos familien og naboerne. Det var idylbilleder, oftest fra sjællandske landsbyer, udsigter over Mols Bjerge, eller billeder fra den gamle by i Aarhus. Mens de voksne talte og snakkede, spillede kort og drak kaffe, sad jeg ofte på knæene i sofaen, vendt mod billedet oven for, og lod fantasien føre tilbage, tilbage til en svunden tids landskaber og huse.


Som antydet er det højst mærkværdigt, at jeg dengang både rummede tilbøjelighed for det gamle og for det nye, både for landskabsidyllen og for det moderne industriprægede byliv. Nu er der jo ikke tale om strengt parallelle forløb, men snarere om vekslende perioder, hvor interessen gik snart i den ene, snart i den anden retning. Men alligevel markante retninger, enten frem eller tilbage i tiden. Det kunne jo tyde på et interessant psykologisk tilfælde. En problematisk splittelse i sindet. Nuvel, det kan godt være, jeg har været lidt tosset og småskør. Det får så være. Men retfærdigvis skal det dog nævnes, at jeg ikke var ganske alene om at repræsentere sådanne paradokser. Kolonisationshistorien har mange eksempler. De gamle grækere talte om "det gyldne vesten" i forbindelse med kolonisationen af Syrakus (i Italien). Ja selv i den amerikanske drøm kan man spore en mærkelig modsætning, nemlig i myten om "the Frontier", som i grove træk går ud på følgende: På det amerikanske kontinent (dengang) blev livet enklere, renere og smukkere, jo længere man kom vestpå, væk fra østkystens urbanisering, civilisation og økonomisk udbytning, korruption m.v. Det gode og lykkelige land lå altså på prærien, i ødemarken eller i den vilde natur. Som Horace Greeley formulerede det i 1837, "Go West, young man, go forth into the Country". Men i disse ord og i hele myten i øvrigt ligger der ikke blot en passiv naturdyrkelse, nej, der ligger et dynamisk "drive" efter at tage jomfrulandet i besiddelse, opdyrke det, bebygge og civilisere det. Og så er man jo egentlig lige vidt! Denne konflikt mellem nostalgi og fremtidstro er typisk for al kolonisationstænkning. Og selvom imperialismens tidsalder er forbi, stikker dens ånd alligevel frem i mange sammenhænge, f.eks. i forbindelse med cowboy-industrien i film og litteratur. Påvirkningen fra denne genre har jo været enorm, især måske for os, som voksede op i 5O-erne, fordi den amerikanske kulturpåvirkning var så massiv i de år. Cowboy-helten er netop placeret i en gammelromantisk ramme i det vilde vesten, men samtidig udstråler han en energi og dynamik som den, der kan og vil herske over naturen og de indfødte. Han er civilisationens fortrop. Og der er for så vidt ingen afstand fra den ensomme cowboy med sin revolver og så piloten i en Mustangjager under Anden Verdenskrig. Med andre ord, nyt og gammelt bliver blandet godt sammen i de indtryk, man får fra film og tegneserier.


Denne mærkelige dobbelthed med hensyn til mine skiftende interesser kan også belyses fra en anden vinkel, som kan give brudstykker til en forklaring. Faktisk voksede vi op i en brydningstid, i hvert fald på landet.
Teknikkens indmarch i landbruget skete med revolutionerende styrke, især når man tager i betragtning, at landbruget på nogle områder havde stået stille i 1000 år. I min barndom var arbejdsvognen på landet kassevognen med træhjul. En vogntype, som også vikingebonden gjorde brug af. Ploven var vel nok forbedret, men stadig trak man en fure ad gangen, tømmen over ryggen og to krikker foran. Langsommeligt og besværligt. Hø og korn blev ganske vist slået og mejet med maskine, men resten af arbejdet på marken eller i laden var som i gamle dage, trods tærskemaskinen gik tærskningen uendelig langsomt. Hestene skulle stadig have havre og hakkelse adskillige gange om dagen (og aftenen) og man kunne endnu finde en del karlekamre med direkte dør til hestestalden.


Nu kom så pludselig "gummivognen" som vi kaldte den ny rype landbrugsvogn med rigtige dæk og bremser! Og traktoren sneg sig ind. Fergusson-traktoren bredte sig med forrygende hast, da udviklingen endelig kom i gang. Malkemaskine og elektrisk kraftinstallation kom til. På privatfronten tik man råd til at skifte de gamle raderinger ud med rigtige malerier på lærred. Der blev installeret centralvarme, og der kom tæpper på gulvene. WC., varmt vand og telefon var også noget nyt. Dertil kom så efterhånden bilen, ganske vist i de mest forskellige udgaver, men alligevel, man var mobil, og hele tilværelsen kom mere og mere til at ligne de fine forhold i byen. Vokset op under disse omvæltninger er det ikke mærkeligt, at man blev grebet af udviklingen. Der var jo spændende, at alt sådan gik frem, at man var på vej ud i den forhåbningsfulde fremtid for fuld damp, eller snarere, som vi drenge sagde dengang, "mæ spederen i boej". Og netop bilen kom jo i bogstavelig forstand til at fungere som både redskab og symbol for udviklingen mod åbenhed og bredere horisonter. Børn fra dengang husker de obligatoriske søndagsture med medbragt termokande og brød. At sidde i en bil og bare glo ud af vinduet var i sig selv en vældig oplevelse. Fornemmelsen af, at man havde friheden til at vælge, hvor man ville køre hen, og samtidig kunne vise og demonstrere denne frihed og magt ude i verden: ”Nåe, der kommer……. De hår nok osse fåt bil". Det var en lidt sød tanke, at man måske sagde sådan, når man kørte ned ad Bredgade i Taars. Men det lod man sig selvfølgelig ikke mærke med.


Det er en gammel jeremiade, at unge mennesker ikke har de kvaliteter som i gamle dage. Da skulle der ikke så megen underholdning til som idag. Da kunne vi sidde i timevis i en bil, helt opslugt af udsigten. Sådan kan man gribe sig selv i at tænke nu og da. Forklaringen er selvfølgelig den simple, at underholdningstilbudene var langt, langt færre dengang. Vi havde bøgerne og radioen. Så var der stort set ikke mere. Derfor blev en lille afveksling i hverdagen nydt som farvede bolsjer. Har man en hel dag slæbt neg sammen til traver, så er det en velsignelse når ens far foreslår, at man skal gøre sig tidlig færdig, så man kan køre en tur. Bare en tur. Intet andet, men det var herligt. Endnu bedre, naturligvis, når det blev bragt i forslag at køre til Hjørring for at se den nye Morten Korch-film. Det var alligevel bedre end biografen i Taars. Hvad betød det så, at filmen ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Virkeligheden havde vi sandelig nok af derhjemme på markerne. Nej, her skulle man slappe af fra virkeligheden, her skulle man for en stund have lov til at drømme sig ind i en verden med musik, drama, helte og skurke. Alene sproget i disse film var for os vildt urealistisk: rigsdansk og sjællandsk dialekt, hvad havde det med bondelivet i Vendsyssel at gøre? Men det var dejligt, netop fordi det var et vindue ud, ud i en anden verden.


På den måde kom vores udlængsel og oplevelsestrang til at gå i mange retninger, både rent geografisk og historisk. Der har vel altid været en sådan spænding mellem det lokale og det universelle perspektiv, men det kan også godt være, at der netop i de år på landet var et sådant socialt og økonomisk opbrud, at sanserne blev skærpet over for de svimlende kontraster, som tilværelsen bød på. Mellem her og nu og så det kommende eller det forgangne. Måske, måske ikke. Vi søger jo altid efter forklaringer og årsager. Kan hænde vi bare skulle tage livets mærkværdigheder, som de nu engang er, uden udsigtsløse refleksioner. I hvert fald må man ofte gruble over ting, som det er umuligt at give nogen forklaring på. Hvorfor jeg til eksempel blev påfaldende interesseret i billeder, tegning og maleri lige fra barnsben, kan jeg dybest set ikke begribe.


Jeg kan tydeligt huske, hvordan det begyndte, eller hvornår jeg blev bevidst om, at det at tegne og male betød noget særligt for mig. Jeg var seks år, lå på gulvet og med oliekridt malede jeg et stort billede af et hus. Jeg husker billedet helt klart. Det var bestemt ikke noget ud over det almindelige: stort hvidt hus, store vinduer og døre, en smal stribe rødt tag over. Skorsten med røg og et træ med kolossal stamme og en lille grøn klump til krone. En ganske banal barnetegning. Alligevel følte jeg noget ganske særligt, da jeg var færdig. Selvfølgelig ikke nogen "kaldelse" eller lignende, men jeg havde fornemmelsen af, at det jeg havde gjort, betød noget ganske specielt for mig. Jeg fandt dengang og senere ikke nogen steder i kammeratskabskredsen en lignende interesse. Det var noget, jeg var ganske alene med. Min bedstefar havde lidt tegnetalent, men bortset fra det, var der ingen i min familie eller i bekendtskabskredsen, min interesse kunne føres tilbage til. Selvfølgelig kom der hen ad vejen mange tilskyndelser, som øgede appetitten, men det var byggestene til en udvikling, som allerede var grundlagt.

 

Brødrenes hus. Mit første oliemaleri. 1951

Brødrenes hus. Mit første oliemaleri. 1951.


Som nævnt var jeg tidligt meget optaget af de billeder, jeg så på væggene hjemme og hos andre. Dengang var der en standardvare, som var uhyre udbredt: såkaldte raderinger af landsbyidyller i lidt blege, fade farver. Det var en billig udsmykning, og blev ikke regnet for så fint som rigtige oliemalerier. Trods det fordybede jeg mig meget i disse blege efterklange af den danske guldalder. Hjemme havde vi kun to "rigtige" oliebilleder, nemlig et par "gård-malerier" af P. Pallesen. Det var just ikke stor kunst, men de blev grundigt gransket for at aflure maleriets hemmeligheder. Selvtilliden blev jo også styrket, da jeg kunne påpege visse formelle fejl i tegningen og farvelægningen. Det var i øvrigt omkring P. Pallesen, at jeg først stødte på kunstmytens bagside. På spørgsmål fik jeg at vide, at Pallesen var en sølle stakkel, som cyklede rundt og faldbød sine gårdportrætter for en femmer, mens hans kone måtte rense tarme på slagteriet for at opretholde hjemmets økonomi. Det var jo et gyseligt perspektiv i et miljø, hvor det at få fast grund under fødderne og den dermed forbundne sociale respekt var en vigtig grundsætning for at klare sig her i livet. Det tyggede man lidt på og vendte skråen. Indtil videre var man jo kun barn og havde lov til at lege kunstner.


I april 1949 kom jeg i skole, en af de gamle to-klassers skole med kun én lærer, men hvilken lærer! Trinskjær blev en stor inspirationskilde for mig. Især hans fortællekunst var så fængslende, at man på vej hjem fra skole dramatiserede sig ind i bibel- og danmarkshistoriens store begivenheder. Men frem for alt var hans fremragende evner som tegner meget medrivende, i hvert fald for mig. I klasseværelset hang hans oliekridttegninger af fugle, og hvert år til jul dekorerede han hele rummet med bordpapir, hvorpå der var udført store pastelkridttegninger med nisser, trolde og eventyrfigurer. Jeg sneg mig ofte til at blive i klasseværelset i frikvartererne for at dvæle ved disse tegninger. Alt måtte selvfølgelig gentages derhjemme. Jeg fik farvekridt og tapetrulle-rester, som jeg dekorerede på bagsiden. Mange, mange ruller blev det til, og målet var at komme så tæt som muligt på den "ægte Trinskjær". Det stod på i flere år, mest i den mørke tid af året. Det var gode stunder, da man om aftenen lå på gulvet og malede eventyrfigurer til akkompagnement af den knitrende kakkelovn og vinterstormens susen udenfor vinduet.


Begrebet oliemaleri var omgærdet med en vis højtidelig respekt. Dels var materialerne dyre at anskaffe, dels var resultatet magisk og fortryllende med hensyn til illuderende virkning. Med andre ord: Det var forbavsende, som det kunne komme til at ligne! Det måtte også være forbandet svært, kunne man nok forstå. Folk, som kunne den kunst, måtte besidde hemmelige egenskaber som de gamle runemestre fra oldtiden. Det at male på lærred var i sig selv mystisk. På stof, som man ellers brugte til tøj eller gardiner! Første gang jeg hørte om et menneske, som begav sig af med den geschäft - bortset fra Pallesen - var doktor Larsen i Taars. Han havde et billede hængende i sit konsultationsværelse, som han selv havde malet. Skulle man have en tand trukket ud - det foregik dengang hos lægen - så var det med at udnytte minutterne før æterbedøvelsens blackout til at studere doktorens værk. Det forestillede "brødrenes hus" i Barholdt, en dyster egn nordøst for mit hjem; Mystikken omkring dette øde hus, som skulle ligge der nordpå i skoven, beskæftigede mig så meget, at jeg måtte derhen på cykel for at tegne det af. Ekspeditionen blev også gennemført, d.v.s. ikke helt, for under tegneprocessen blev jeg så angst for det mærkelige og ubeboede hus, at jeg måtte springe på cyklen for at redde mig hjem, inden dæmonerne fik tag i mig. I hjemmets trygge omgivelser kunne jeg dog uden frygt gå videre i processen og udarbejde et rigtigt oliebillede af "brødrenes hus" på lærred, d.v.s. helt rigtigt lærred var det nu ikke, det var for dyrt. Jeg nøjedes med et stykke af en kasseret voksdug, hvis mønster den dag i dag stadig kan skimtes gennem malingen; Jeg var 8 år gammel. Det kunstneriske talent stod dog ikke ligefrem lysende ud af billedet, og "Kontrol-Peter", som fik billedet forevist en gang, han var på gården, mente nu nok, at jeg ikke havde rigtig fat på perspektivet, idet vejen på billedet ikke gik ind i dybden men lodret opad i maleriet. Han havde inderlig ret, men jeg havde svært ved at tilgive hans kritik.


Oliefarverne havde jeg fået i forbindelse med et hospitalsophold. Mine forældre vidste selvfølgelig, hvilken brændende lyst, jeg havde til at eje en sådan skat, og jeg glemmer aldrig de mange timer på hospitalet, hvor jeg lå og kiggede saligt på denne kostelige række af farvestrålende tuber. Jeg havde allerede da en bevidst fornemmelse af, at en fyldt farvetube indeholder et eventyrligt potentiale af muligheder, når det forvandler sig fra stof til ånd. Jeg ville vel ikke bruge disse ord, men fornemmelsen var den samme. Hvilke blå himle og hvilke grønne enge kunne der ikke komme ud af disse farver? Hvilke fantasier kunne der ikke hentes ud af dette røde stof? Saligheden fik dog en midlertidig brat afbrydelse, da jeg hjemme igen skulle til at udføre forvandlingen i praksis. Det var lettere drømt end gjort. Alle de tekniske vanskeligheder rejste en klam mur omkring mig. Tømmermændene var kommet. Men tømmermænd har det jo heldigvis med at forsvinde af sig selv, og af en eller anden grund kom jeg videre ved egen hjælp. En af de første gange, jeg virkelig følte, at jeg kunne noget, var, da "brødrenes hus" blev foreviget; Derfor var det da også ekstra surt med den kritik fra "kontrollen". Kunne han ikke have holdt sig til mælken, som var hans gebet?


Det ærgerlige ved oliemaleriet var, at det var relativt kostbare materialer. Farver, pensler, blindrammer og lærred. Der var ingen ende på udgifterne. Man måtte finde på noget. Hvid og okker kunne man købe billigt i pulverform. Blandet med linolie fungerede det fint. En anelse tubefarve af "pariserblåt" tilsat okker gav en brugbar græsfarve o.s.v. Pensler kunne man måske lave selv. Jeg klippede hår af griseryggene, når svinene åd. Disse børster kunne så bindes til træpinde med ståltråd. Det fungerede så nogenlunde. Gammel voksdug og kasseret lærred fra liggestole kunne gøre det ud for lærred. Og blindrammer kunne sagtens sammenflikkes af træstumper, man kunne finde rundt omkring på gården.


Det lyder ynkeligt og lugter mere af armod, end det egentlig var tilfældet. Sagen var, at udgifter til hobbies var ganske uhørt på landet dengang. Jeg manglede ikke legetøj, fik fodbold, luftbøsse, fiskestang og cykel som andre. Jeg stod bestemt ikke tilbage. Men det var almindelig accepteret, at der ikke var til noget "ekstra". Også de voksne hjalp sig selv, så vidt det var muligt m.h.t redskaber og andre praktiske ting. Man skulle helst købe så lidt som muligt udefra. Derfor var det kun naturligt, at man fandt på billige løsninger, når man fik en "dille". Jeg lavede en violin af en cigarkasse og ståltråd, bue af ægte hestehår ( halerne var jo lige ved hånden ). Et mikroskop blev lavet af et par brilleglas og en lup. Selv en hjemmebygget harmonika forsøgte jeg mig med. Sådan var det med alting. Man måtte lave det gratis i første omgang, så kunne man jo se, om interessen kunne holde sig. Faktisk fik jeg senere både violin, mikroskop og harmonika i mere professionelle udgaver.


Med hensyn til maleriet var der det særlige, at man var så forbandet alene med det. Man kunne jo ikke henvise til, at alle andre drenge havde fået, og så skulle man også! Man skal ikke gøre en dyd af nødvendighed, men måske var der alligevel en sidegevinst ved denne puritanske forbrugermoral, nemlig den kreativitet, som var nødvendig, når man ikke straks kunne erhverve de eftertragtede goder. Opfindsomhedens hjernegymnastik skulle dyrkes systematisk for at klare både store og små behov.

 

Tårs nordre skole. 1952.

Tårs nordre skole. 1952. Forfatteren  står i øverste
række som nr. to fra venstre

Var interessen stor, når det gjaldt maleriet, så var horisonten tilsvarende lille og snæver. Jeg vidste intet om maleriets historie i almindelighed og intet om den moderne, samtidige malerkunst i særdeleshed. Mit kendskab var begrænset til den genre, man kalder trommesalsmalerier eller glarmesterkunst, om man vil. I Nørregade i Hjørring lå "Nyeng"s'maleriforretning. Her gik jeg ofte op i de lange frikvarterer eller i fritimerne for at kigge i vinduet, hvor et bredt udvalg af malerier var udstillet. Jeg var meget imponeret, kan jeg huske. Første gang, jeg så eksempler på mere moderne stilarter var på en udstilling, som en kunsthandler afholdt på det gamle Hotel Skandinavien på Springvandspladsen. Det meste var af den vante slags. Men altså også enkelte helt abstrakte ting. Der var en del forargelse i min indstilling. Jeg havde hørt de voksne tale om det moderne "klatmaleri", og jeg kunne kun være enig i den almindelige foragt, som blev dette fænomen til del. I skolen havde vi en overgang en danskbog, hvor kapitlerne var markeret med gengivelser af forskellige kunstværker af danske malere. Jeg husker, at jeg beundrede et billede af PS. Krøyer, forestillende nogle fiskere på en strand. Men samtidig var det mig ubegribeligt, at der kunne være nogen særlig kvalitet ved et billede af Jens Søndergård. Der var også et billede af Edv. Weies læsende dreng. I begge tilfælde var der tale om grov og voldsom penselføring, en underlig primitiv og "måget" teknik, som svarede meget dårligt til mine forestillinger om et glat og omhyggelig malet natursceneri. At gøre tingene så pæne som muligt, det måtte vel være det, man skulle stræbe efter. Jeg hørte også engang i halvtredserne om navnene Engelund og Hofmeister. Engelund blev nævnt med respekr, bl.a. på grund af Brandt Pedersens præsentation af kunstnerens værker på Vraa Højskoles efterårsmøder. Hofmeisters ry kom jo lidt senere, men jeg bed da mærke i, at hans figurer skulle være malet bare som nogle "sorte streger i kaffegrums". Det lød sært, men disse vage indtryk fik foreløbig lov til at ligge som ubesvarede gåder. Senere blev gåden så irriterende, at jeg gik ind i dette helt nye og ukendte rige med stedse større nysgerrighed, indtil belønningen kom som en åbenbaring. Men det hører en senere alder til. Foreløbig havde jeg nok i skovkransede søer, lyngbakker og stråtækte hytter.

Det er nok karakteristisk, at jeg forholdt mig mere til billedet af naturen, end naturen i sig selv. Jeg var mere optaget af at efterligne andre billeder end af studier i naturen og forsøg på gennem iagttagelse at gengive de virkelige ting. Det var billedet som drømmefabrik, der var det egentlige. På godt og ondt har jeg nok op til i dag bevaret noget af den indstilling. Jeg har aldrig været rigtig analytisk indstillet. Hvorfor beskæftige sig med en tidskrævende gengivelse af eksempelvis denne ganske bestemte plante, når nu verden består af milliarder af planter? Jeg syntes (og synes) på en måde, jeg svigtede de mange, når jeg kun beskæftigede mig med et enkelt individ. Derfor min hang til syntesen, helheden frem for det specifikke. Bagsiden af denne holdning er åbenbar. Jeg har helt fra dengang forsømt alt for mange muligheder for at øve øjet i iagttagelsesregistrering og dermed forsømt at opbygge et fond af kunnen og viden, som altid er et godt grundlag for kunstnerisk arbejde. Tværtimod gjorde jeg allerede tidligt en slags dyd af den indstilling, at det "huskede" motiv måtte være mere alment, end det registrerede, for det man erindrer og husker må være en sum af noget mere end blot en tilfældig ting i et flygtigt nu. Man skyder altså noget ind imellem naturen og maleren, f.eks. "ideen" om et billede eller et "erindret" billede. Jeg kommer her til at tænke på maleren Per Kirkeby, der et sted siger, at "motivet er erindringen - uden en erindring kan man ikke male et billede...".

På samme måde fungerede de forskellige forlæg, som jeg med flid kopierede dengang. Det var ligesom sjovere at studere, hvordan en kunstner havde set og opfattet verden, end verden selv. For nu at stramme den kunne man jo hævde, at det var en større og mere kompleks psykologisk udfordring at studere menneskets opfattelse af naturen end naturen selv. Ja, det er en krukket formulering og langt hinsides min erkendelse dengang. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at citere maleren Harald Giersing, der sagde, at "naturen er intet, billedet af den alt!" Nå, jeg kendte ikke til Giersing dengang, og mine resultater lå rigtignok heller ikke i en retning, som ville have glædet ham, om han havde vidst...

Mine billeder fra hine tider var virkelig ringe. Om det har bedret sig siden, må andre vurdere. Gudskelov er produkterne fra dengang stort set forsvundet, overmalede eller ødelagte, så jeg kan ikke demonstrere det men må appellere til min troværdighed. Men hvorfor så egentlig beskæftige sig med disse fjerne ting, snakke om dem - skriver om dem? Jo, fordi ens rødder, fysisk og psykisk bliver mere interessante med årene. Det viser sig alligevel, at vi slæber så meget med os fra barndommen. Vores voksne liv kan absolut ikke forstås, hvis det ikke ses i lyset af de ejendommelige præg, vi modtog som børn. For at nævne et enkelt lille træk i så henseende, har jeg bemærket, at næsten al den litteratur, jeg læser, udspiller sig i de rum, som udgjorde min barndoms univers. Midt i en roman kan jeg i eftertanke spørge mig selv, hvor det her egentlig foregår. Ja, det er altså et sted i Sverige (eksempelvis), men egentlig foregår det på gårdspladsen hos en af vore naboer dengang. Disse gamle kulisser blander sig heldigvis ikke ind i læsningen på en påtrængende måde. De er blot svagt til stede bag det hele. På samme måde forholder det sig med utallige ting, vi foretager os: langt ud til siden og bagved står sætstykkerne til det barndommens teater, hvor vi debuterede engang.
Derfor er det indlysende, at mit arbejde med malerkunsten i dag ikke kan forstås fuldt ud, uden at følge tråden tilbage, hvor gnisten blev tændt. Ikke at det lægger til, måske snarere tværtimod. Det er vel også derfor så mange kunstnere og forfattere har forsøgt at fortrænge og slette sporene ud, så de modne værker kan stå som rene, uplettede monumenter. Men skal sandheden frem, må hele rebet "rinkes" ud. Så må man se i øjnene, at forløbet har været, som det er, hverken mere eller mindre.

Tråden går jo ikke ligeud. Den har mange bugtninger, knuder og filtringer. Ved siden af maleriet var der jo også andre ting, som skulle passes, men der var også andre interesser. Derfor måtte penslerne ligge underdrejede i lange perioder, hvor andre ting stod på dagsordenen. Der var dog ofte en eller anden tynd forbindelse mellem mine forskellige foretagender og den grundlæggende lidenskab, som altid lå og lurede. F.eks. har jeg nævnt, at jeg sammen med kammerater, dog især en, nemlig naboens "Asger", byggede huse af ler og strå og legede Carit Etlars tableauer igennem. Denne historiske tilbageskuen lå jo helt på linie med den nostalgiske idyl i de landskabsbilleder, jeg beundrede!

I disse skilderier kunne man i øvrigt ofte se en gammel vindmølle i det fjerne. Og pudsigt nok fik jeg også en periode med voldsom interesse for gamle vind-møller. Da det stod på, gik jeg i fritimerne frisk og frejdig forbi Nyengs maleriforretning i Nørregade, videre op ad Skagensvej. Her lå dengang stadig en flot vind-mølle (jfr. Møllevej i dag). Med frygtsom afstand dvælede jeg mange stunder der. Min morfar havde engang være møllersvend, og han kunne fortælle træk fra de gode gamle dage. Jeg byggede også selv en vindmølle, som kunne trække en lille kværn. Den kunne ikke drejes efter vinden, men stod stationært med vingerne mod vest-, herfra kom den gode og - ja den bedste vind, og det er jo ikke helt løgn.

En overgang var jeg meget inspireret af fysiktimernes elektricitetslære. Især skolens samling af apparater var meget spændende. De stod der inde i glasskabene, hver især på en smuk lakeret træplade, med blanke messingskruer og skinnende spoler. Især var der et apparat, hvis æstetik var af en særlig art. Spolens bevikling var grøn p.g.a. isoleringsmaterialet. En speciel grøn, poetisk farve, som mindede om den grønne kridtfarve i Trinskjærs nissetegninger! Denne blanding af kold elektricitet og varm poesi var noget meget specielt. Det var mig vel ikke så bevidst dengang, men alene det, at jeg i dag tydelig husker denne lillebitte og tilsyneladende ligegyldige detalje, viser vel noget om de bizarre sammentræf mellem oplevelser og erindring, hvor ethvert individ har sit eget lille kaos at holde styr på.

Det blev til mange hjemmebyggede apparater. Min fætter, "Radio-Arne", i Taars hjalp mig beredvilligt med kobbertråd og dippedutter. Interessen førte videre til biologien, idet jeg blev optaget af de bestrålingsforsøg, som dengang blev omtalt fra det nye forsøgscenter på Risø. Adskillige planter blev udsat for strøm og katodestråler, hvis farlighed jeg ikke tog alt for alvorligt. Resultaterne blev dog ikke milepæle i biologiens historie. Heller ikke mine mikroskopiske studier flyttede grænser, men jeg var i en periode uhyre optaget af cellens struktur, studerede amøber, løgskæl og epitelceller i mit mikroskop. Affotograferede præparater for at efterligne de billeder, man kunne se i bøger om cellens organisation og indretning. Det fascinerende var vel det, at der dernede, usynligt for det blotte øje, var en lille verden, som var ordnet og organiseret. Med en kerne i midten og cellemembranen yderst som en grænse. Og kernen var som en by med et yderst kompliceret indhold. Elektromikroskoper var just da trængt ind i hemmelighederne, og de første kæmpeforstørrelser af kromosomer kunne ses i "Vor Viden". Og i kromosomerne var - vidste man allerede dengang -livets dybeste hemmelighed. Men var det ikke sådan, jeg som barn oplevede byens kompleksitet? Var Hjørring med alle dens "kromosomer" ikke kernen i min barndoms cellelandskab? Selvfølgelig en efterrationalisering, men måske alligevel en ubevidst forbindelse.

Der var også nogle år, hvor jeg ville være landmand. Denne interesse blev i starten næret af romantiske forestillinger. I 1955 fejrede man 10-året for besættelsens ophør, og hele frihedskampen blev ruller op på film, i foredrag og på skrift.
Her var der virkelig nogle helte at forholde sig til. Og var det ikke det samme gjøngerne gjorde i sin tid? Var de ikke også frihedskæmpere? Og var de ikke bønder? Samtidig læste jeg Carit Etlars "Bjørneæt" og Bjørsons "En glad gut" – lutter nordisk romantik med odelsbonden som udgangspunkt for frihed og kærlighed til fædrelandet. Jeppe Aakjærs digte gjorde også sin virkning med sit fortrolige udbud af husmandspoesi. Spændingen mellem højromantikken og Aakjærs radikalisme vidste jeg ikke noget om, så sammenblandingen generede mig ikke.
Under alle omstændigheder, jeg besluttede mig til at stile mod at blive landmand. Og hvorfor så ikke gøre noget ved sagen? Jeg begyndte at gå til dyrskue, ikke for at more mig, men for at studere avlsdyr, kvægracer og forædlingsresultater. Jeg hørte på landbrugstekniske foredrag på Taars Hotel ("Biografen" havde nu faet sin egen bygning!). Jeg lagde an til små kontrollerede markforsøg. "Kontrol-Peter" fik oprejsning for sin "kunstkritik", idet jeg nu levende interesserede mig for mælkeprotein, fedtprocenter og ydelsesmængder. Og de kemiske processer, som "kontrollen" foretog sig i de to kasser, som fulgte hans vandringer mellem gårdene, var vedblivende en gåde. Men den klinisk bekitlede indgang til faget var ikke uden tiltrækning. For som tiden gik, svandt husmandsromantikken lidt efter lidt til fordel for en mere fremadrettet og videnskabelig interesse i landbruget. Det forekom mig, at jeg kunne slå mange fluer med et smæk, ved at blive uddannet som landbrugskandidat på Landbohøjskolen. Det var jo ikke noget vildt brud. Også Bjørnsons "gut" kom jo på landbrugsskole. Og så var man alligevel lidt mere med på toget, som kørte vestpå i fremskridtets navn. At ende som forarmet husmand på Barholt mark blev mere og mere skræmmende i lyset af lamperne fra den moderne udviklings forbrugerfest. Man blev bange for at blive ladt tilbage her østpå, når hele verden efterhånden var kommet i bevægelse.

Der var stadig ikke tvivl om retningen. Den storpolitiske situation var stadig præger af spændingen mellem USA og Sovjetunionen, og selv om spøgelserne fra stalintiden fortonede sig lidt, så var der dog stadig noget utrygt og farligt ved bjørnen derovre mod øst. Ikke mindst på grund af uvisheden om Sovjetunionens virkelige økonomiske og videnskabelige potentiale. Når vi i vinteraftenerne 57-58 stod og kiggede på sputnikfamilien, så tænkte vi på Rusland med skrækblandet ærefrygt. Måske var vi allerede solgt, havde tabt kapløbet. Fra tid til anden blev vi mindet om kæmpen derovre. Ungarn i 56 og de evige berlinkriser talte deres dystre sprog.
Vi lå jo alligevel i den østlige udkant af den vestlige verden. Ikke blot Taars, men hele Danmark lå jo øst for solen, som lyste over den fri verdens forhåbningsfulde land, Amerika. Her skulle vi hente vores tro på fremtiden. Og herfra og fra England kom den nye, stærke bølge af ungdomskultur. Elvis Presley og Tommy Steel sendte bølger af ny vitalitet og Rock'n'Roll ind over Europa. Nu skulle violinen skiftes ud med guitaren, bukserne være smalle, skoene spidse, og anderumpen skulle afløse den artige sideskilning. Det var en ungdomskultur, som nok var vendt mod den ældre generation, men som overhovedet ikke stillede nogen kritik op mod de herskende økonomiske og politiske doktriner. Først med Vietnam-krigen vågnede vi op til en splittelse i verdensbilledet. Korea-krigen i 50erne gav ikke anledning ril tvivl, men med Vietnam blev man i tvivl om, hvor Guds eget land egentlig lå. Mod øst eller vest, syd eller nord? Der var gået kuk i verdenshjørnerne, og solen var pludselig så mange steder samtidig.

Men der i slutningen af 50erne stod både sol og måne, hvor de skulle. Trods det begyndte mine faste fremtidsplaner alligevel at smuldre. Mine kunstinteresser havde jeg haft held til at holde i kontrollabel afstand. Landbrugskandidater går ikke med pensler. Men så læste jeg engang i 58 en anmeldelse af Klee/Kandinsky-udstillingen på Statens Museum for Kunst. Vendsyssel Tidende bragte dengang kulturstof på et bemærkelsesværdigt højt niveau. Analysen af billederne og en enkelt gengivelse i sort og hvid vakte nu min nysgerrighed. Der var vist et spændende og for mig ganske ukendt land, som hed moderne kunst. Senere læste jeg i samme blad en medrivende artikel om maleren Harald Leth, hvilket på samme måde nærede den vågnende og til dels genfundne passion for maleriet. Samtidig gjorde jeg en tur på knallerten til Hjørring Gymnasium, hvor jeg for første gang så en udstilling af rigtig kunst. Lektor Flemming Hansen gav en inspirerende indføring i værkerne, og det virkede som en åbenbaring. Udstillingen hed "10 malere" og jeg kan stadig huske alle navnene og de fleste af malerierne. På turen hjem blegnede mine sidste drømme om en landbrugsvidenskabelig fremtid. Skæbnen havde talt, for nu at sige det højtideligt. Nu skulle malerkunsten studeres og læres. Men hvordan skulle man nu gribe det an? Det var ikke så ligetil.

 

Manden fra Dover. 1993.

Manden fra Dover. 1993.


Tråden herfra og frem kom også til at indeholde mange snoninger og knuder, men det er en historie for sig.
Emnet på disse sider har kun omfattet barndommens land, den lille mærkelige verden der øst for solen og vest for månen. Den lille afsides plet, som hældede en smule mod lyset, og hvor de ejendommeligste dagdrømme slyngede sig i alle retninger
.

Poul Anker Bech