Erik Meistrup

 

 

Denne artikel blev bragt i Kunstmagasinet Janus  december.2009. Gengivet med tilladelse fra Erik Meistrup.
 

Billeder fra en forsvunden verden

 

Poul Anker Bech er her ikke mere. Han blev 67 år. Maleren maler ikke mere. På en måde er der ikke så meget mere at sige, lige når man får besked om, at en rigtig god bekendt er død, og at samtalerne er forstummede for altid.

Jeg har i en længere årrække interviewet, skrevet om, lavet video og ikke mindst haft samtaler med Poul Anker Bech. Samtaler, der kunne være længe imellem, men som altid syntes at starte dér, hvor vi slap sidst og fortsatte med forholdet til kunst, livet snoede veje, erkendelsens tyngde og håbet om at kunne færdiggøre det næste maleri. For hans trang til perfektionisme gjorde hvert billede til en opgave, der med årene ikke blev lettere at udføre.

Billeder og liv hang sammen

To af de ting, jeg har skrevet har overskifterne: At Vende Verden Ryggen  & Mellem Lys og Skyggers Verden. De var analyser af sider af hans værk. Men de siger også noget vigtigt om manden selv. Han levede selv mellem lyset og skyggen og kunne vende verden ryggen, når den bare blev for meget. Engang skrev han selv et lille forord til et katalog: Denne spænding mellem lyset og mørket, dette evige tab af solen, og denne dystre trussel fra øst gik mig blodet. Og dybets set har den præget hele min produktion. 

Udgangspunktet var hjemmet – først barndomshjemmet og senere hans eget hjems beliggenhed – det lå mellem det vilde vest og det dystre øst, og han tolkede det selv som noget, der var groet sammen til en uadskillelig del af hans egen natur og sind.  Måske derfor kunne han grundlæggende ikke være andre steder end netop i hjemlandet Vendsyssel, hvor den ydre virkelighed og sindets mentale tilstand kunne føre den tavse indre dialog, der kunne blive til malerierne.

Tavshedens verden

I hans billeder herskede en særlig tavshed – en stemning af forladthed, som han måtte gøre noget ved, og derfor lavede han sine forskellige finurligheder i landskabsmalerier – for jo, han var faktisk landskabsmaler og videreførte traditionen fra Johs. Hoffmeister med at lade landskabet være både landskab og en slags spejl af det menneskelige vilkår. På samme måde så Poul Anker landskabet og dets bestanddele som rammen om den menneskelige udfoldelse – eller ofte som udtryk for, at denne udfoldelse var gået i stå, stivnet i et øjeblik, hvorfra man ikke kunne vide, hvor den ville bevæge sig hen, når landskabet igen vågnede af sin filosofiske overvejelse.

Den absurde humors verden

I en række nekrologer betones det at Poul Anker var humorist og en drillepind. I de forskellige samtaler jeg havde med ham var det ikke det humoristiske, han ville fortælle, selvom mange mennesker synes han var så underfundig ikke mindst med hans brug af dyrene. Når han blev sammenlignet med surreallisten Magritte kunne han næsten fnyse arrigt: Ham kan jeg ikke lide – han lavede vitser – det kan jeg ikke fordrage. Min humor er mere indviklet, der er ikke en løsning. Han satte den selv ind i en anden sammenhæng – om at være mellem mulighed og umulighed, og derfor kunne det være svært at være konsekvent. Han kunne også udtrykke det som en konflikt mellem at være logisk tænkende overfor det dybt følelsesbetonede. Noget der fyldte i hverdagen og i malerierne.

Maleriet havde været med ham fra ganske ung, selvom gode borgerlige karrierer blev opnået for at sikre det sociale livs muligheder. I øvrigt på linje med en del af de franske impressionister, der også måtte have borgerligheden i orden før kunsten tog sit greb i tøjlerne. Han var med som en del af nye realistiske maleri i 70ernes begyndelse inspireret af den amerikanske fotorealisme. Og der var megen genspejling af realismen i hans billeder gennem alle årene. Men hele tiden var der noget der trængte sig på, et element af noget fantastisk, noget urealistisk, noget farverigt. Noget der kunne sætte realismen i relief, gøre den på samme tid mere transparent og alligevel lidt mystisk. Denne twist i mange af malerier fik mange til at kalde ham surrealistisk i mangel af andre ord. Men han var og blev aldrig neosurrealist. Han ville ikke et opgør med samtiden, det drejede sig ikke om en anden revolutionær tilstand, der skulle forløse som med de ægte surrealister og deres kamp for det seksuelles befrielse.

Poul Anker følte sig uden for sin tid og talte om, at han burde være født blandt symbolisterne for 100 år siden, det indeholder megen sandhed, for han skabte sit eget symbolistiske sprog. Men han er i lige så høj grad i samklang med absurditeten, som vi kender det fra teaterforfattere som Samuel Beckett, Harold Pinter og Eugéne Ionesco fra 1950erne mærkelig verden, hvor netop de absurde dialoger i et stiliseret univers skabte deres egen nye fortællende verden.

Maleren,  der var ’Knud’

For Poul Anker handlede det i hans egne ord fra et af de første interview, om forholdet til verden: der er en kulturpessimisme tilstede i mine billeder ... jeg kredser i høj grad om forgængeligheden. Derfor kunne han ind imellem bruge dyrene, fordi de har evnen til at falde i staver og udtrykke en måbende holdning… dyrene kan undres uden forbehold.

Poul Anker undrede sig over, hvad der skete i det senindustrielle univers, han selv var en del af, hvor han bogstaveligt levede i den periferi, der både ville være moderne og alligevel ville bevare sin gamle verden. I kunsthistorien fulgte han efter Friedrichs med hans overklasse menneskers legen i naturen, Hammershøjs lukkede storbyverden, Willumsens borgerskabs frigørelse, Anchers fiskere.

Poul Anker er noget så sjældent som en både moderne og samtidig folkelig fortæller, der beretter om småborgeren, hvis eksistens er truet i livets kamp i dagligdagen. Men han gjorde det med en følsom solidaritet, for han følte sig lidt på samme måde marginaliseret som person og som kunstner, selvom han fik succes og hædersbevisninger. Han kunne skildrer symbolet’ Knud’, fordi han selv også bl.a. var en Knud.

Billedpoeten

Den måde Poul Anker malede (og navngav sine malerier – når det gjaldt titlerne var han en sproglig mester) var at blande en slags urfortælling om landet (é la Johs. V. Jensen) og menneskene med et underfundigt malerisk strøg, hvor livet som tidligere nævnt udfoldede sig mellem lys og mørke og mellem himmel og ensomhedens land. Vi er i slags dansk western-landskab, der på både er virkeligt og på samme tid en kulisse for en grundfortælling eller for filosofisk tanke – som i billedet ’På Lurenkig ind i fremtiden’.

 I kombinationen mellem billede og titel var han en poet af samme kaliber som Benny Andersen, der kan ramme en særlig tone af danskhed, der samtidig er næsten universel. Et af dem fandt vej til at blive et nationalt klenodie i form af et frimærke. Det var det betydningsfulde maleri Det forjættede Land ( 2003), hvor koen stirrer ud over verdens kant på den væltede horisont og overlader der underliggende spørgsmål til os: Er der virkeligt et forjættet land, som  myten påstår, et land der flyder med mælk (koen) og honning? Eller er der kun en åbne tomme himmel tilbage og de strandede illusioner?  Jeg håber, at han når ud på den anden side og genser sin Lisbet, der var hans spejlsjæl i så mange år og gav ham mod til at blive og være én af det moderne Danmarks afgørende væsentlige kunstnere og en stor Vendelbo.       

Erik Meistrup