Anne Lie Stokbro

 

 

Katalogteksten fra Kunstbygningen i Vrå 2004

Virkeligheden med et twist

Vrå, 2004


Realisme er en af de røde tråde gennem kunsthistorien. Billedkunstnere har til alle tider været optaget af at skildre virkeligheden så genkendeligt som muligt, så virkeligt som muligt. I midten af 1800-tallet blev realisme-begrebet også knyttet til kunstværker, som udtrykte kunstnerens kritik af samfundet og viste arbejderklassens og bøndernes ringe livsvilkår. Stilen levede et stille liv op gennem slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, hvor kunstnerne i stedet udforskede billedkunstens formelle lag, udviklede den abstrakte kunst og afsøgte kunstens grænser. l surrealismen, "over-realismen", overlevede arbejdet med det genkendelige, men her var det ikke den synlige verden, men drømmenes og visionernes billeder, der blev afmalet ned til mindste detalje.
Fra 1960'erne kom realismen igen til at spille en vigtig rolle i beskrivelsen af det moderne samfund, hvis teknologiske landvindinger kunstnerne forstod at udnytte: De skiftede blyant og skitseblok ud med fotografiapparat og senere computer, og de tilegnede sig mange af fotografiets karakteristiske træk: De uventede afskæringer, brugen af closeups og en mekanisk betinget fladhed, for blot at nævne nogle få. Hertil kommer, at malere og billedhuggere i stigende grad hentede motiverne i forbrugssamfundets hastigt skiftende (overfladiske?) virkelighed: Reklamer, det moderne bybillede og fastfood-kultur blev realismens nye temaer.
Ny-realismen, som man kalder denne revival af virkeligheden i kunsten, er lige så lidt som den traditionelle realisme en stil med et entydigt formelt udtryk. Undergrupper som fotorealister, superrealister, magiske realister og sågar
hyperrealister fortæller om, at det moderne realisme-begreb er mangetydigt, og at der er næsten ligeså mange tilgange til virkelighedsskildringen, som der er ny-realister. Kunstnerne har udviklet hver sit formsprog og hver sin metode, de giver alle virkeligheden et twist, så billederne udtrykker en individuel, subjektiv virkelighedsopfattelse og -tolkning. Poul Anker Bech, Søren Elgaard, Anette Harboe Flensburg, Thomas Kluge, Karin Birgitte Lund og Bjarke Regn Svendsen er danske ny-realister, og deres værker viser spændvidden indenfor det aktuelle ny-realistiske maleri herhjemme. De seks kunstnere bevarer alle genkende-ligheden i deres billeder, men graden af genkendelighed varierer fra det minutiøst detaljerede til det blot antydede og anelsesfulde.
Poul Anker Bech, født 1942, har siden 1970'ernes begyndelse udviklet et maleri, som bevæger sig mellem det figurative og det abstrakte, både formelt og indholdsmæssigt. På det formelle plan blander Bech den virkelighedstro gengivelse med ekspressivt malede områder, så det genkendelige og det ikke-umiddelbart-identificerbare står side om side og derved udfordrer beskuerens virkeligheds-opfattelse. På indholdsplanet findes en tilsvarende udfordring: I virkelighedsnære landskaber og interiører udspil-les scener, hvor kunstneren tvinger væsensforskellige elementer til at arbejde sammen i en helhed. Begrebet 'fremmedgørelse' melder sig hurtigt, når man ser på Poul Anker Bechs billeder. Selv siger kunstneren, at han gerne vil lave nogle billeder, som folk husker, uden at de egentlig kan finde ud af, hvad meningen var. Og netop det i bedste forstand meningsløse, det mangetydige, anelsesfulde og foruroligende er vigtige brikker i Poul Anker Bechs kunst.

 

TELESNAK I EN KORNMARK. 2004. 200 X 148 cm.

TELESNAK I EN KORNMARK.
2004. 200 X 148 cm. Olie på lærred


Titlen "Telesnak i en kornmark" fortæller præcis, hvad vi ser: To kvinder, som står og telefonerer ude i en kornmark. I kanten af marken ligger en fodbold ved siden af en hvid plasticdunk, og over de to kvinder bringer en væltet horisont uro i balancen mellem vandret og lodret. Skovbrynet fanger solens sidste stråler, og mørket er allerede krybende på vej hen over billedfladen. De fleste detaljer kan umiddelbart identificeres, endda så vidt, som man med rimelig sikkerhed kan fastslå, at scenen udspiller sig herhjemme, og at der i så fald er tale om to indvandrerkvinder. Men meningen? Det tolkningsresultat, man kan sætte to streger under? Det er straks sværere, i al fald når man afstår fra rent personlige associationer. Og netop heri består den fascinationskraft, som Poul Anker Bechs maleri er så mættet med, for hvis et-tilsyneladende-virkeligheds-tro billede af en hændelse i en dansk kornmark kan hensætte os i forundring, desorientering og tvivl, hvordan bør vi så ikke gå til alle virkelighedens andre tildragelser?
 

VINTERDAG MED GRØNT TABLEAU. 2004. 200 X 148 cm.

VINTERDAG MED GRØNT TABLEAU.
2004. 200 X 148 cm. Olie på lærred


"Vinterdag med grønt tableau" viser en uniformeret mand, som sidder under et vinterbart træ. Han har selskab af en brun høne, som ligesom han selv synes at have fundet en smule læ bag den grønne skærm. Sneen og det rimdækkede skovbryn vidner om, at der er koldt, og eftersom mand og høne befinder sig på en platform, som kun synes at være delvist understøttet, er de i mere end en forstand på gyngende grund. Begge spejder mod den grønne skærm, som på grund af et ekspressivt malet område synes at opløse sig. Bevægelse og drama eksisterer side om side med tableauets stillestående karakter. Og meningen? Vi er jo så vant til at søge og få informationer via skærme, så måske skal vi, ligesom soldaten, kigge dybt, langt og længe.

Anne Lie Stokbro